Borgerrepræsentationen i København vedtog d. 9. maj, at Mændenes Hjem fra d. 1. juni skal overtage driften af stofindtagelsesrummet H17.

Socialudvalget godkendte tidligere på året, at Mændenes Hjem, der i forvejen driver stofindtagelsesrummet Skyen på Istedgade, skulle overtage driften af det hidtil kommunale stofindtagelsesrum H17 på Halmtorvet.

H17 har hidtil været drevet af Københavns Kommune, men på et borgerrepræsentationsmøde d. 9. maj blev det vedtaget, at Mændenes Hjem skal overtage driften. Det sker fra den 1. juni i år.

Forud for beslutningen har Socialforvaltningen foretaget en større afdækning af stofscenen i København, hvor stofbrugere, naboer og andre aktører på området er blevet hørt. På baggrund af afdækningen har socialudvalget valgt at sende driften af H17 i udbud og har siden valgt, at Mændenes Hjem skal overtage driften af stofindtagelsesrummet, som er Nordens største.

Socialudvalget har anbefalet, at Mændenes Hjem overtager H17 under den allerede eksisterende driftsoverenskomst, der eksisterer mellem Mændenes Hjem og Socialforvaltningen. Overdragelsen sker efter gældende regler i virksomhedsoverdragelsesloven, hvilket også betyder, at Mændenes Hjem overtager driften og herunder medarbejderne d. 1. juni 2019, men at stofindtagelsesrummet stadig finansieres af kommunen.

Faglig ramme og indfasningsplan for H17.
Socialforvaltningen og Mændenes Hjem er derudover blevet enige om et tillæg til den allerede eksisterende driftsoverenskomst mellem de to parter. Tillægget beskriver den faglige ramme for stofindtagelsesrummet, herunder bl.a. driftsmål, regnskab, registrering og det sundhedsfaglige ansvar.

Derudover har Mændenes Hjem udarbejdet en indfasningsplan for deres overtagelse af driften af H17, der blandt andet sætter rammen for bemanding, åbningstider og økonomi i H17 fra juni 2019 og fire-fem måneder frem. Det er herunder også blevet besluttet, at der altid skal være mindst ét stofindtagelsesrum åbent på Vesterbro, hvilket betyder, at Mændenes Hjem vil koordinere H17’s åbningstider med Skyens åbningstider.

Her kan du læse indstillingen til Socialudvalget ang. overdragelsen af H17 til Mændenes Hjem.