Tusindvis af gamle cykler kan finde nye ejere via kort over, hvor man kan aflevere sin gamle cykel til genbrug eller et godt formål.

I dag står der op imod 32.000 efterladte cykler og fylder op i København, og hvert år kommer yderligere 10.000 til. De kan gøre langt mere gavn, hvis københavnerne giver dem videre til et godt formål eller til genbrug. Derfor opfordrer Københavns Kommune til at bruge et kort over, hvor man kan aflevere sin gode gamle cykel, så andre kan få glæde af den.

Når københavnerne får en ny cykel, går den gamle ofte over i glemslen og efterlades på stationer eller samler støv i gårde og kældre. Det er ærgerligt, når efterladte cykler fylder op i cykelstativerne, især når de kan gøre nytte andre steder. Man kan fx donere sin cykel til socialøkonomiske cykelhandlere og cykelværksteder, til den lokale cykelhandler eller aflevere den på genbrugsstationerne.

Mange københavnerne er dog slet ikke klar over, hvor og hvordan de kan komme af med deres gamle cykel. Eksempelvis er blot 17 % klar over, at mange cykelhandlere tager imod brugte cykler, og kun 24 % kender til donation af cykler til et socialt formål.

Det er vigtigt, at københavnerne ved, hvordan de kan give deres gamle cykel videre, hvis de ikke skal bruge den mere. Der er kamp om pladserne i de københavnske cykelstativer, og mange gårde sander til i herreløse cykler. Blot 37 % af københavnerne er generelt tilfredse med cykelparkeringen i København. Det er bl.a. ved stationerne, at tilfredsheden halter. Jo flere udtjente cykler, der finder vej fra gårde, kældre og stationer til genbrug eller et godt formål, jo bedre.

Kortet giver et godt overblik over, hvor man nemt kan aflevere sin cykel i lokalområdet. I uge 31 gør Teknik- og Miljøforvaltningen en særlig indsats for at udbrede kendskabet til kortet med plakater i byrummet og opslag på de sociale medier.

FAKTA
Der står op imod 32.000 efterladte cykler i København, og hvert år efterlades yderligere ca. 10.000 cykler.
37 % af københavnerne er tilfredse med cykelparkeringen generelt, mens 35 % er tilfredse med cykelparkeringen ved stationer.
Ca. 60 % af københavnerne kender til hhv. genbrugspladsen og storskrald som steder, hvor man kan komme af med en cykel.
24 % kender til donation af cykel til et socialt eller almennyttigt projekt.
17 % kender til genbrug af cykler ved cykelhandlere.
50 % af dem, som kender til storskrald, cykelhandlere eller donation som bortskaffelsesmuligheder, ved ikke, hvordan man stiller en cykel til storskrald, eller hvor man kan aflevere en cykel hos en cykelhandler eller til donation
45 % af københavnerne har inden for de sidste 5 år beholdt en cykel som ekstracykel

Se kortet ‘Giv din cykel videre’ her.

Del på sociale medier