Ny forskning fra LEO Foundation Skin Immunology Research Center ved Københavns Universitet og samarbejdspartnere viser, at antibiotika hæmmer kræft i huden hos patienter med sjælden lymfekræftsygdom.

Mange patienter med den sjældne lymfekræftsygdom CTCL får stafylokokinfektioner i huden. CTCL er en kræftsygdom i immunsystemets T celler, som sætter sig i huden. Derfor er patienternes immunforsvar svækket, og huden er mindre modstandsdygtig mod bakterier.

Klik for større billede

Forskere fra LEO Foundation Skin Immunology Research Center på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Universitetshospital og Sjællands Universitetshospital viser i et nyt studie, at aggressiv behandling med antibiotika kan hæmme både stafylokokbakterierne og kræftcellerne. Antallet af kræftceller mindskes og kræftsygdommen dæmpes markant i en periode hos patienter med svær hudbetændelse.

“Når vi hæmmer stafylokokbakterierne med antibiotika, fjerner vi samtidig aktiveringen af immuncellerne. Så producerer de ikke længere cytokiner, og derved kan kræftcellerne ikke få den ekstra ‘næring’. Derfor hæmmes kræftcellerne i at vokse lige så hurtigt, som de gjorde under bakterieangrebet. Det er banebrydende, for det er første gang nogensinde, at vi ser denne her forbindelse mellem bakterier og kræft,” siger professor Niels Ødum fra LEO Foundation Skin Immunology Research Center.

Læs hele pressemeddelsen her.