København inviterer til klimafestival, når byen fra 9.-12. oktober er vært for det internationale klimatopmøde C40 World Mayors Summit 2019.

Over 90 events og aktiviteter i klimaets navn løber af stablen, når København i fire dage i oktober sætter spot på, hvordan vi alle kan leve mere bæredygtigt og klimavenligt i hverdagen. Med en værtsbyfestival under navnet ”Live Like Tomorrow” har København med støtte fra Realdania arrangeret et festivalprogram med det formål at trække klimatopmødet ud i byen og inddrage alle interesserede i klimadebatten.

Programmet byder på alt fra klimavenlig mad i Rådhushaven til en fix-it-station for gammelt tøj på Regnbuepladsen. Borgmestre fra hele verden vil bl.a. deltage i et Co-cooking-arrangement, hvor de skal kokkerere klimavenligt, og på festivalens anden dag indtager 200 unge Rådhuset til et Youth Summit, hvor de diskuterer ”Live Like Tomorrow”-løsninger. En række af deltagerne præsenterer deres tanker og ideer for borgmestrene ved C40 World Mayors Summit næste dag.

Live Like Tomorrow-klimafestivalen fortsætter ind i Kulturnatten med bl.a. udstilling i Rådhushallen, ligesom der på programmet også vil være klimamarch, tøjbytte og GreenKayak, der slår et slag for indsamling af plastik i havnen med borgmestre fra hele verden ombord.

”Jeg er utrolig stolt over at kunne præsentere så mangfoldigt og innovativt et program for Live Like Tomorrow-festivalen. Ikke mindst er jeg glad for at give københavnerne mulighed for at engagere sig i C40-klimatopmødet ved de mange debatter, talks, workshops m.m., der finder sted i byen under topmødedagene. Klimafestivalen viser samtidig vores grønne løsninger frem for deltagerne ved topmødet”, siger overborgmester Frank Jensen (S).

De mange events og aktiviteter finder primært sted i byrummet omkring Københavns Rådhus – i BLOX, ved havnen, på Regnbuepladsen, på Rådhuset og i Rådhushaven. Se det fulde festivalprogram på Live Like Tomorrow.

”For Realdania har det været vigtigt at inddrage borgerne i klimatopmødet, så vi alle får klimaet på læberne og bliver bedre til at tænke bæredygtige løsninger ind i vores hverdag. Live Like Tomorrow vil med sine mange aktiviteter give et dansk bud på morgendagens klimaindsats og inspirere til en mere grøn og bæredygtig livsstil”, siger Jesper Nygård, administrerende direktør for Realdania, der er en af de tre hovedbidragsydere til C40 World Mayors Summit i København.

Mere end 1.000 delegerede fra bl.a. Paris, Tokyo, Los Angeles og Singapore deltager i C40-klimatopmødet. I en række master classes, talks og workshops skal de inspirere hinanden til at accelerere byernes klimaindsats endnu mere. Alle danske borgmestre er også inviteret, herunder de 20 kommuner, som er udvalgt til det danske klimaprojekt DK2020, der har til formål at sætte skub i implementeringen af Parisaftalens målsætning om en global temperaturstigning så tæt på 1,5°C som muligt. Det skal bl.a. ske med afsæt i C40’s Deadline2020-rapport, der er en global vejledning i, hvordan de 94 C40-byer kan udvikle klimaplaner, som kan sætte turbo på reduktionen af drivhusgasser.

Live Like Tomorrow-festivalen giver alle en mulighed for at opleve København som et levende laboratorium af nytænkende, grønne løsninger i mødet med iværksættere, NGO’er og organisationer.

Læs mere her for flere informationer.

Del på sociale medier