Mandag 21. oktober er første dag efter efterårsferien. Derfor står transportminister Benny Engelbrecht klar fra kl 06.30 sammen med medarbejdere fra Movia for at hjælpe de mange mennesker, der er kommet tilbage fra efterårsferie, med de mange nye rejseveje i Nyt Bynet.

Nyt Bynet er en historisk stor omlægning af busdriften i hovedstadsområdet. God information om Nyt Bynet er vigtigt for, at alle kommer godt i gang og får godt udbytte af det nye system af bus, tog og metro. Movias medarbejdere har derfor sammen med en række buschauffører siden 13. oktober været på gaden ved over 30 udvalgte stoppesteder og stationer for at hjælpe passagerne godt på vej med alt det nye. Mandag morgen 21. oktober kl. 6.30 står transportminister Benny Engelbrecht også klar ved Vibenshus Runddel sammen med Movia, for at hjælpe alle dem, der er kommet tilbage fra efterårsferie med at finde deres nye vej med bus, tog og metro i Nyt Bynet.

“For få uger siden indviede vi Cityringen, som udgør et kæmpe løft af den kollektive trafik i hovedstadsområdet. Med 17 nye metrostationer er der blevet skabt helt nye rejseveje i Københavns kollektive trafik. Derfor er det også nødvendigt at tilpasse buslinjerne for at sikre bedst mulig sammenhæng mellem bus og metro, så passagererne nemmere og hurtigere kan komme til og fra arbejde og hjem til deres familier,” siger transportminister Benny Engelbrecht.

Samme dag vil Movias medarbejdere sammen med en række buschauffører være på gaden i tidsrummet 6.30 – 9.30 og igen 14.30 – 17.30 ved den række andre stoppesteder og stationer. Movia fortsætter den særlige indsats på gaden tirsdag og onsdag i uge 43 samt tirsdag og onsdag i uge 44. Se hvor og hvornår vi er på gaden på DOTs hjemmeside.

“Med 17 nye metrostationer, bliver der også mange nye steder, busserne skal køre hen. Vibenshus Runddel bliver eksempelvis et stort skiftested mellem bus og metro. Det betyder, at nogle passagerer skal vænne sig til at bruge en anden bus, end de plejer, for at komme f.eks. i skole eller på arbejde, mens andre skal bruge metro noget eller hele vejen. Nye rejseveje betyder nye vaner, så derfor er vi glade for, at transportminister Benny Engelbrecht er med os på gaden, for at hjælpe passagererne godt på vej,” siger plandirektør i Movia Per Gellert

Om Nyt Bynet.
Søndag 29. september åbnede Cityringen (M3), og for mange har det betydet nye og hurtigere måder at komme rundt på, fordi man kan bruge metroen på hele eller dele af rejsen. Det betyder også, at busserne skal køre nye steder hen, så tog, bus og metro supplerer hinanden godt, og så man kan komme hurtigt og direkte til og fra metro og tog – ind og ud af byen. Det nye busnet hedder Nyt Bynet, og har medført ændringer på 33 buslinjer. Nyt Bynet startede søndag 13. oktober.

Nyt Bynet i tal.
33 buslinjer er ændret fra den 13. oktober
5C, 1A, 2A, 4A, 6A, 7A og 9A har som noget nyt fået fri ind- og udstigning af alle bussens døre
Omkring 120 busser er blevet udstyret med rejsekortudstyr ved alle døre
1.120 chauffører er blevet uddannet i de nye ruter
3.200 stoppesteder er blevet tilpasset med ny information