Københavns Kommune, Radius Elnet og Nordkysten afprøver for første gang elektriske anlægsmaskiner i Indre By.

Vejarbejder i en storby er umulige at undgå, men mange naboer vil nok føle det langt mindre generende, hvis man kunne fjerne noget af støjen – især om natten. Som de første i Danmark afprøver Radius Elnet og entreprenøren Nordkysten derfor i et samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen i København at udføre et anlægsarbejde midt i Indre By med størst mulig brug af elektriske maskiner.

Radius skal forstærke og udbygge el-nettet på Bremerholm og Nikolaj Plads samt i Østergade og Kristen Bernikows Gade. Det sker for også fremover at sikre stabil elforsyning til kunderne. Arbejdet kræver opgravning og montering af nye elkabler og el-anlæg. Normalt vil der derfor også følge en del støj med arbejdet, når det foregår med almindelige dieseldrevne gravemaskiner, dumpere, pladevibratorer mv.

‘Vi forsøger ved vores gravearbejder altid at tage mest muligt hensyn til naboerne. Derfor er vi rigtig glade for, at vi nu får mulighed for at afprøve elektriske anlægsmaskiner til det arbejde, der skal udføres om natten. Det er første gang, vi skal teste disse maskiner, så vi er spændte på resultatet. Vi håber, at vi kan nedbringe støjgenerne betragteligt til glæde for naboerne, men det er klart, at vi også skal have for øje, om vi med disse maskiner kan få arbejdet udført i tilstrækkelig god kvalitet, og om batterierne er gode nok til, at vi kan arbejde effektivt,’ fortæller Johan Djurhuus, der er leder af afdelingen for Kvalitet og Sikkerhed hos Radius.

Han understreger samtidig, at arbejdet ikke kan gøres helt lydløst, da man ikke vil kunne undgå at høre lyde fra eksempelvis jord og sten, der rammer dumperens lad.

Bedre luftkvalitet.
Teknik- og Miljøforvaltningens miljøinspektører følger arbejdet tæt og måler, hvor meget støjgenerne nedbringes. Samtidig måler man på mængden af udstødningsgas.

‘Det er et forsøg med stort potentiale, fordi det både sigter på at mindske luftforeningen fra dieselmaskiner og samtidig nedbringe de støjgener, som rigtig mange københavnere er generet af fra tid til anden. Kommunen vil fremover i stigende grad benytte fossilfri anlægsmaskiner til vores anlægsprojekter. Og jeg så gerne, at vi fremover får mulighed for at stille krav om, at flere private entreprenører benytter dem ved deres anlægsarbejder i byen,’ siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).

Radius’ gravearbejder udføres normalt kun i dagtimerne, men da der her er tale om strøggader med mange butikker og fodgængere, vil nætterne blive taget i brug for at få arbejdet hurtigt færdiggjort. De elektriske maskiner bliver derfor benyttet mellem kl. 23 og 07, hvor naboerne er mest generede af støjen, mens de delopgaver, der endnu ikke er udviklet el-maskiner til, i stedet må udføres mellem kl. 07 og 11.

Udbygningen af el-nettet i Indre By er nødvendigt, da området har nogle af Københavns ældste kabler og kabelskabe. Derfor er der brug for at el-nettet bliver forstærket for at sikre en stabil drift fremover. I forbindelse med arbejdet kan det blive nødvendigt at afbryde strømmen kortvarigt. I de tilfælde vil Radius varsle beboere og erhverv forinden. Arbejdet blev sat i gang i uge 43 og ventes at vare i tre uger. Radius, Nordkysten og Teknik- og Miljøforvaltningen vil efterfølgende evaluere forsøget med el-maskiner.

‘Der er nogle spændende perspektiver i det her, men det er vigtigt at understrege, at der i første omgang er tale om en test, og vi skal se resultaterne, før vi konkluderer på, om vi vil kunne bruge eldrevne maskiner ved andre gravearbejder,’ siger Johan Djurhuus.

Spændende perspektiv.
Entreprenørfirmaet Nordkysten arbejder løbende med at afprøve og implementere ny teknologi i entreprenørbranchen og udfører også dette projekt.

‘Vi arbejder på flere områder med at nedbringe miljøbelastningen i forbindelse med anlægsarbejde og har fulgt udviklingen af eldrevne entreprenørmaskiner tæt gennem årene. I foråret havde vi folk i Tyskland og afprøve el-maskinerne, og vi ser frem til nu at få testet dem på rigtige projekter her i Danmark. Vi ser et spændende perspektiv i eldrevne gravemaskiner,’ fortæller Frank Kruse, der er administrerende direktør hos Nordkysten.

Læs pressemeddelsen her. Du kan også læse mere på linket: CO2-neutral hovedstad.

Del på sociale medier