De økonomiske, politiske og åndslivsmæssige ressourcer er snart brugt op. Tid til et modsvar til den stigende økonomiske ulighed og udsultningen af kulturkronerne.

Sort/Hvid, ledet af dramatiker og instruktør Christian Lollike, kendt for at gå i kødet på samtiden og udfordre teatrets form med kompromisløs, kunstnerisk nytænkning, overtager Teater Momentum i sæson 20/21. Teater Momentum har gennem 13 sæsoner præsenteret en ny kunstnerisk ledelse hver sæson.

Næste sæson bliver ingen undtagelse, omend det bliver en helt speciel og spektakulær sæson, fordi de to teatre slår sig sammen. Det sker med en sæson, der byder på hele fem egenproduktioner, der vil spille både på Teater Momentum i Odense, på Sort/Hvid i den københavnske kødby og hos andre samarbejdspartnere rundt i landet. Sammen vil Sort/Hvid og Teater Momentum give landet meget mere teater og genskabe den politiske fantasi.

Der er i øvrigt tale om en fredelig overtagelse som sker i overensstemmelse med Momentums kunstneriske råd og Momentums leder Marianne Klint.

Sort/Hvids kunstneriske direktør Christian Lollike siger om Vol. 14 og overtagelsen af Teater Momentum: ”Vi glæder os meget til at overtage Momentum – møde Odense-publikummet og skabe teater med en ny samarbejdspartner, et nyt sted. I Momentum vol. 14. inviterer vi publikum til år nul. Vi vil genstarte den politiske fantasi og fokusere vores kunstneriske arbejde på at undersøge samfundets indretning på ny. Vi kan ikke blive ved med at reproducere et samfund, der æder planeten op. Vi må have nye strukturer, nye idealer, nye drømme. Vi dedikerer samarbejdet med Momentum til at aktivere den politiske nytænkning.

Teater Momentums teaterleder Marianne Klint siger om samarbejdet med Sort/Hvid:
“Det her er kæmpestort for os. Vi slår to teatre sammen for at kunne gøre noget, vi ellers ikke kunne gøre i samme skala. Noget der aldrig har været mere relevant og nødvendigt at gøre; Vi slår os sammen for at give mere teater til et større publikum. Scenekunsten og det kulturelle åndsliv i Danmark kalder mere end nogensinde på et modsvar til den stigende økonomiske ulighed og udsultning af kulturkronerne. For at kunne skabe tilpas spektakulære forestillinger, der kan nå ud til så mange, som muligt, vil Sort/Hvid og Teater Momentum for én sæson slå sig sammen til ét stort teater, der kan række længere ud i landet. Ud til flere folk. Vi glæder os helt vildt til at fortælle mere om alle vores store planer, og ligeledes glæder vi os til den opmærksomhed, et navn som Lollike uvægerligt vil tiltrække Momentum og Odense”

Publikum vil i sæson 20/21 opleve fem egenproduktioner, hvoraf fire bliver nationale co-produktioner: en med Aarhus Teater, to med forskellige projektteatre delvist støttet af Statens Kunstfond, en mellem Sort/Hvid & Momentum. Den sidste bliver en international co-produktion, som vi snart løfter slørret for. I løbet af foråret og frem mod maj, hvor vi frigiver kataloget for Vol. 14 og sæson 20/21 for Sort/Hvid x Teater Momentum, vil vi offentliggøre nyt om de forskellige produktioner og afsløre den præcise temaramme for Vol. 14.

Elisa Kragerup fra Teater Momentums Kunstneriske Råd siger om Sort/Hvid x Teater Momentum: ”Momentum er aldrig gået af vejen for at udfordre de eksisterende rammer og afsøge nye territorier, og derfor er vi i det kunstneriske råd gået med på dette eksperiment, hvor to smelter sammen til én. Vi glæder os til, at en forrygende scenekunstner som Christian Lollike henover en hel sæson skal udfolde sine vilde
drømme for teatret og verden netop nu – i mødet med et af landets modigste teatre. Momentum-modellen og Lollikes valg af gennemgående tematik for sæsonen giver mulighed for, at de i fællesskab vil efterlade et langt kraftigere aftryk, end den enkelte forestilling. Også rent geografisk, når nu publikum vil kunne møde Momentum og Sort/Hvid’s forestillinger i flere hjørner af landet. Én ting er dog ikke ny: Lollike vil, som alle kunstneriske ledere på Momentum før ham, blive udfordret med benspænd af det kunstneriske råd. Vi kan slet ikke vente.

Kort bio om Christian Lollike og Sort/Hvid.
Christian Lollike er internationalt anerkendt dramatiker og instruktør. Han er uddannet fra Dramatikeruddannelsen v. Aarhus Teater i 2001. I årene 2005-2011 var han ansat som husdramatiker og -instruktør på Aarhus Teater og ligeledes mentor for Dramatikeruddannelsen indtil 1. juli 2011. Fra 2008-2011 var han kurator på Århus Festuge. I juni 2011 tiltrådte han stillingen som kunstnerisk leder af Sort/Hvid, dengang CaféTeatret.

Lollike har flere gange været indstillet til Årets Reumert og modtog prisen som Årets Dramatiker ved prisuddelingen i 2013. Han modtog Teaterpokalen, teaterkritikernes hædersbevisning i 2016, og ved Reumertuddelingen i 2017 blev Erasmus Momtanus Årets Teaterforestilling, mens Living Dead fik Årets Særpris.

Sort/Hvid med Lollike i spidsen står blandt andet bag meget omtalte forestillinger som Manifest 2083, der er baseret direkte på Anders Behring Breiviks manifest i forbindelse med massakren på Utøya den 22. juli 2011, I føling – en krigsballet, hvor 30 dansere fra Det Kongelige Teaters balletkompagni Corpus dansede med tre krigsveteraner, zombieforestillingen Living Dead, Black Madonna af og med Madame Nielsen og Don Juan under CPH Opera Festival i august 2019, hvor livet efter forføreren over alle forførere blev fejret i en blanding mellem en begravelse og en klub.

Om Momentum-modellen og den skiftende kunstneriske ledelse på Teater Momentum:
Hvert år ansætter det kunstneriske råd en ny kunstnerisk ledelse for Momentum. Den nye kunstneriske ledelse sætter sit hold af skuespillere og kunstnere, og sammen bliver de sæsonens volume. De har nu et år og minimum tre forestillinger til skabe deres kunstneriske retning, der skal skabe flow og fornyelse i scenekunsten, inden de igen bliver skudt ud i det danske teaterlandskab med en fyreseddel i hånden.

Det kunstneriske råd, der består af Christine Albeck Børge, Elisa Kragerup og May el-Toukhy, formulerer en række opgaver, som ensemblet svarer igen på med et antal forestillinger.

Teater Momentum har i indtil videre 13 sæsoner præsenteret en ny kunstnerisk ledelse hver sæson. Tidligere har den kunstneriske ledelse været besat af spirende og/eller mere etablerede teaterfolk som Jens August, Caroline McSweeney, Anna Malzer, Jacob Stage og Lydia Bunk. I denne sæson, Vol. 13, er Niels Erling kunstnerisk leder og arbejder med ”Undergangen” som temaramme for Momentums tre egenproduktioner ”Krise”, ”Katastrofe” og ”Apokalypse”.

Del på sociale medier