Københavns Kommune åbner op for tilbuddet Mad-uden-spild, der skal hjælpe københavnerne til mindre madspild i hjemmet.

Madspild belaster miljøet, det er spild af god mad, og så er det penge lige ned i skraldespanden.

En ny undersøgelse viser, at 8 ud af 10 københavnere mener, at det er vigtigt for dem at mindske madspildet i deres husholdning. Alligevel smider en københavner i gennemsnit 42 kilo mad ud om året, der kunne have været spist. Ikke af ond vilje, men fordi manglende planlægning, svigtende overblik i køleskabet og tvivl om holdbarhed spænder ben for de gode intentioner.

Gennem en ny kampagne, ‘Mad-uden-spild’, håber teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL), at madspildet kan mindskes: ‘Mange københavnere vil gerne nedbringe deres madspild, og vi har brug for deres hjælp til at mindske unødigt overforbrug i en tid, hvor verdens ressourcer er begrænsede. Det vil vi gerne hjælpe med gennem et konkret tilbud, der er langt mere ‘håndholdt”’end sædvanlige informationskampagner. Jeg håber, at Mad-uden-spild kan være med til at få nedbragt mængden af mad, som ender som bioaffald i sidste ende.’

Mad-uden-spild bygger på vaner, der virker.
Københavns Kommune har i 2018 fået testet, hvordan københavnerne kan reducere deres madspild. Testen viste, at tre enkle vaner kunne reducere madspildet med i gennemsnit 28 %.

De tre vaner er enkle:
Lær at vurdere, om maden er for gammel.
Skab overblik og lav en ‘Skal spises snart’-hylde i køleskabet.
Kig i køleskabet og planlæg aftensmaden dagen før.

’Mad-uden-spild’ er et tilbud til de københavnere, der gerne vil have hjælp til at nedbringe deres madspild i hjemmet. Forløbet varer otte uger og består af tre simple redskaber, der gør det nemt at indarbejde de tre vaner i hverdagen. Deltagerne får redskaberne med posten. Derudover modtager de e-mails, der støtter op om at bruge redskaberne, samt sms’er, der minder deltagerne om de madvenlige beslutninger.

Når man er tilmeldt, modtager man:
En startpakke med posten, der indeholder tre redskaber. Redskaberne guider til nye vaner, som reducerer madspild.
Elleve e-mails i løbet af otte uger, der hjælper deltagerne med at anvende redskaberne og giver brugbar viden om madspild.
Ni sms’er, der minder om/hjælper med at træffe de mest madvenlige beslutninger i hverdagen.

Tilbuddet gælder i hele 2020, og folk med bopæl i København kan tilmelde sig via hjemmesiden www.mad-uden-spild.kk.dk/tilmeld

Del på sociale medier