Regeringen har onsdag aften igangsat flere vidtrækkende tiltag for at bremse og begrænse udbredelsen af corona-virus i vores samfund. Det oplyses i en pressemeddelse.

Københavns Kommune følger myndighedernes anbefalinger nøje. Derfor er vi gået i gang med at forberede lukning af al unødvendig aktivitet. Det omfatter blandt andet skoler, daginstitutioner, jobcentre, kultur- og fritidstilbud samt hovedparten af administrative funktioner. Vi går i gang med en organiseret lukning, som vil starte torsdag den 12. marts og være gældende fra fredag den 13. marts (skoler og dagtilbud dog fra mandag den 16. marts). Lukningen varer foreløbig frem til og med fredag den 27. marts.

Kommunens skoler og institutioner holder åbne torsdag 12. marts og fredag 13. marts. Forældre, der har mulighed for at holde deres børn hjemme, må meget gerne gøre det.

Kritiske funktioner.
Kommunens kritiske funktioner som blandt andet plejehjem, hjemmepleje og døgntilbud forbliver åbne. Derudover bliver der opretholdt nødpasning af 0-9 årige børn i helt særlige situationer, for eksempel børn af medarbejdere i social- og sundhedsvæsenet, redningsfolk og politi.

Vi opfordrer alle københavnere til at bakke op om de nødvendige initiativer, som myndighederne nu indfører for at beskytte de sårbare og syge i vores samfund. Vi skal stå sammen og hjælpe hinanden, hvor det er muligt. Husk at holde fysisk afstand.

Mere information.
Det her er en helt ekstraordinær situation, og vi opfordrer til tålmodighed. Der er mange relevante spørgsmål, og vi kan ikke svare på dem alle på nuværende tidspunkt. Vi giver direkte besked til berørte borgere og brugere, og der kommer løbende opdateret information på kk.dk

Læs mere på coronasmitte.dk

Del på sociale medier