Alle danske børn og familier er i øjeblikket ramt af konsekvenserne af Corona-epidemien. Men de mest udsatte børn rammes ekstra hårdt. Derfor har Lær for Livet skruet op for den digitale rådgivning og sendt bog-pakker med læringsmateriale til 360 anbragte og andre udsatte børn og unge i hele landet. Det oplyses i en pressemeddelse

Lær for Livet har sendt bogpakker med skøn- og faglitteratur til 360 udsatte børn og unge for at støtte deres trivsel og læring, mens skolerne har lukket. Pressefoto: Lær for Livet

Når klasseundervisningen er skiftet ud med hjemmeskole og skærm, stiller det krav til alle familier og børn. Men de mest udsatte børn og unge rammes ekstra hårdt. Det viser ikke mindst erfaringerne fra lockouten på skolerne i 2013: Lukkede skoler går hårdt ud over de udsatte børn og unges trivsel, og deres faglige tab bliver typisk større, fordi de sjældent får den samme støtte til skolearbejdet som børn fra ressourcestærke hjem.

“De udsatte børn har typisk mange faglige huller. Når skolerne nu holder lukket så længe, øger det risikoen for, at de mest udsatte børn sakker yderligere bagud i skolen. Derfor har vi sat alle sejl til for at støtte op om de børn og unge, vi har i vores program, så de kommer bedst muligt gennem den her Corona-epidemi – både fagligt og mentalt,” fortæller direktør i Lær for Livet Illa Westrup Stephensen.

Stor risiko for læringsefterslæb for de mest udsatte.
Allerede før Corona-epidemien var der god grund til at gøre en særlig indsats for anbragte og udsatte børns skolegang. Kun halvdelen af de anbragte børn gennemfører Folkeskolens Afgangsprøve i 9. klasse, og seks år efter grundskolen har kun 24 procent af de anbragte børn gennemført en ungdomsuddannelse – det gælder for 77 procent af deres ikke-udsatte kammerater (KL Nøgletal 2019).

“I Lær for Livet kan mange børn få hjælp af deres plejefamilie eller mentor til skolearbejdet. Men vi ved også, at mange familier er pressede over at skulle drible både hjemmearbejde og hjemmeundervisning – ikke mindst, hvis børnene har trivselsmæssige- og/eller læringsudfordringer, som vi desværre ved, at mange anbragte og udsatte børn har. Derfor har vi taget en række initiativer, der skal hjælpe til, at vores 360 børn og unge i programmet trives i denne svære tid og motiveres til skolearbejdet,” fortæller direktøren.

Blandt andet har Lær for Livet tilbudt deres frivillige mentorer telefonisk rådgivning i at være mentor “digitalt og på distancen” i en tid, hvor de ikke kan mødes fysisk med børnene de sædvanlige 2-4 gange om måneden.

Bogpakker har allerede skabt glæde.
Lær for Livet har desuden sendt bog-pakker med skønlitteratur, dansk- og matematikbøger, legetøj og klistermærker hjem til alle 360 børn og unge i programmet. Materialet er målrettet barnets interesser, faglige niveau, alder og tager højde for fx ordblindhed. Pakkerne kan bruges som et pusterum fra skolearbejdet på skærmen. Som opfølgning har organisationen desuden iværksat en rundringning til alle børnene for at sikre, at pakken er modtaget og følge op på, hvordan det går.

En af pakke-modtagerne er 11-årige Benjamin, der startede i Lær for Livet i 2019. “Jeg er rigtig glad for pakken med bøger. Jeg får nemlig kun undervisning på nettet, så det var rigtig dejligt med noget, hvor jeg kan træne at skrive i hånden,” siger han.

Digitale hjælpelinjer.
Udover de fysiske bogpakker, har organisationen oprettet telefoniske hjælpelinjer, hvor børnene dels kan få hjælp og sparring til skolearbejdet. Men de kan også få en samtale med en af de socialpædagoger, børnene allerede kender fra de såkaldte “Learning Camps”, de har deltaget i via Lær for Livet, og som kan tale med børnene om deres eventuelle bekymringer.

Kort om Lær for Livet.
Lær for Livet er et helhedsorienteret læringsprogram for anbragte og udsatte børn og unge, der er mellem 9 og 13 år, når de starter deres seks år i Lær for Livet. Programmets formål er at styrke deres faglige, personlige og sociale kompetencer, så de på sigt kan gennemføre en ungdomsuddannelse og skabe sig et godt liv. Det sker gennem Learning Camps, mentorordning og brobygning, der skal styrke læringsmiljøet i hjemmet.

Lær for Livet samarbejder med 47 kommuner i hele landet, som visiterer børn til programmet og medfinansierer børnenes deltagelse. Derudover er Lær for Livet støttet af Egmont Fonden, LB Forsikring, Lauritzen Fonden, Østifterne, Augustinus Fonden og Lemvigh-Müller Fonden.