Læserbrev af:

Halime Oguz, Folketingsmedlem for Socialistisk Folkeparti (SF)

Jeg er ekstremt glad for og stolt af, at SF i København har kæmpet for at minimumsnormeringer skal prioriteres til de næste budgetforhandlinger. Så børn i København får flere voksne omkring sig. Mere tid til omsorg og nærvær. Til leg, hygge og trøst.

SF’s borgmester Sisse Marie Welling har netop offentliggjort at SF og S vil indføre minimumsnormeringer allerede i 2022 i København. Det er hele 3 år tidligere end det nationale krav.

Igennem årtier har børneområdet været udsat for besparelser igen og igen. Men det er for mig at se en dårlig prioritering. Vi skal sætte børnene først. Og her går SF i København altså forrest.

Med et forslag på knap 500 millioner kroner ekstra til børnene, vil der sammen med midlerne fra finansloven være minimumsnormeringer i københavnske vuggestuer og børnehaver allerede om to år. En voksen per tre vuggestuebørn og en voksen per seks børnehavebarn.

Det er en kæmpe sejr for børnene i København, der i den grad har fortjent den tid og det overskud, som nu bliver afsat til dem.

Men vi er ikke færdige endnu. Til efterårets forhandlinger om finansloven vil det være SF’s prioritet at få fremrykket minimumsnormeringer, så vi også i resten af landet kommer i mål før 2025. Og så er der loven om minimumsnormeringer, som vi skal forhandle. Loven er vigtig, da den sikrer at de penge, vi sætter af, faktisk også bliver brugt på mere pædagogisk personale. Derudover er loven et værn mod nye besparelser på børneområdet. I SF fortsætter vi kampen for børnenes skyld.