Københavns Politi skærper fokus på by- og nattelivet og fører øget tilsyn med både restaurationsmiljø og forsamlinger i det offentlige rum for at mindske smittespredningen. Det oplyses i en pressemeddelelse.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Som konsekvens af det stigende smittetryk i Hovedstadsområdet – heriblandt de fire kommuner i Københavns Politikreds, skærper Københavns Politi fokus på forsamlinger og by- og nattelivet. Forsamlingsforbuddet ændres fra 100 til 50 personer, og åbningstiden for udskænkningssteder med bevilling begrænses til kl. 24.

»Vi er i en alvorlig situation, hvor vi alle må udvise ansvarlighed og hver især være omhyggelige med at følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Alle skal bidrage, hvis vi skal forhindre smitten i at sprede sig yderligere. Københavns Politi kommer til at have særlig bevågenhed på de steder, hvor mange mennesker samles, og hvor der er stor risiko for smittespredning«, siger Politidirektør Anne Tønnes.

Københavns Politi har i denne forbindelse også dialog og samarbejde med restaurationsmiljøet og kommunerne med henblik på at begrænse smitten.

»Vi vil være synligt til stede med patruljer og holde øje med forsamlinger i det offentlige rum. Gående patruljer fra Nærpolitiet vil føre dialog og tilsyn med beværtninger for at sikre, at de overholder krav til åbningstider, antal gæster og at der ikke er dansegulv. Bliver reglerne ikke fulgt, så vanker der bøder«, siger Anne Tønnes.

Københavns Politi fortsætter de seneste ugers målrettede indsats over for piratfester, forstyrrende larm fra musikanlæg i det offentlige rum og spontane fester, hvor for mange mennesker samles og smittefaren bliver for stor – nu ud fra det sænkede forsamlingsforbud på 50 personer.

FAKTA
Tiltag i København, Dragør, Frederiksberg og Tårnby Kommune:

• Forsamlingsforbuddet på 100 personer sænkes til 50 personer
• Den tilladte åbningstid for restauranter, barer, caféer og lign. med bevilling hertil begrænses til kl. 24.00
• Undtagelse af den planlagte udvidelse af den tilpassede Superligaordning til andre idrætsarrangementer

Del på sociale medier