Når efterårsferien rammer lige om lidt, bliver Krigsmuseet i København forvandlet til en spionskole for børn. Her bliver de oplært i at arbejde undercover som spioner i Sovjetunionen under Den Kolde Krig.

SPion, foto: Krigsmuseet

Den Kolde Krig raser, og Danmark har brug for spioner, der skal sendes dybt ind i Sovjetunionen. Den danske efterretningstjeneste mangler dygtige spioner, der kan infiltrere det sovjetiske samfund og skaffe vigtige informationer, som skal bruges i forsvaret mod Warszawapagten.

I efterårsferien er der spionskole for børn på Krigsmuseet i København. Børnene skal igennem syv poster, inden de er klar til at arbejde undercover i Sovjetunionen. De skal ind bag fjendens linjer og snige sig forbi patruljerende soldater, de skal finde en hemmelig militærbase på et kæmpestort satellitbillede, og de skal fotografere russiske spioner, der har infiltreret Krigsmuseet.

“Med spionskolen vil vi både give børnene en sjov og anderledes oplevelse i efterårsferien og samtidig give dem et indblik i en spændende, historisk periode” siger formidlingsinspektør Mai Stenbjerg, der er ansvarlig for spionskolen.

De kommende spioner skal blandt andet til skydetræning med Nerf guns (som skyder med ufarlige skumpatroner), og de får lov til at holde vaskeægte våben fra Den Kolde Krig, som er hentet frem fra Krigsmuseets magasiner (og som ikke længere er funktionsdygtige).

Billetten til spionskolen giver også adgang til alle Krigsmuseets udstillinger, hvor børn og voksne kan opleve livet som dansk soldat i Afghanistan, gå på opdagelse i historierne om Danmarks krige og udforske livet til søs i udstillingen om den danske flåde.

Praktisk information
Hvor: Krigsmuseet, Tøjhusgade 3, 1220 København K
Hvornår: Spionskolens åbningstider: 12.-16. oktober 2020 kl. 10.15-13.15 (sidste start kl. 12.15)
Museets åbningstider i perioden: Alle dage 10-17

Pris barn: 60 kr. (inkluderer spionpas med opgaver)
Pris voksen: 80 kr.
Pris en voksen + et barn: 130 kr.
Børn under 3 år er gratis

Arrangementet anbefales til familier med børn i alderen 6-10 år. Børn skal være i følgeskab med en voksen.

Læs mere på www.krigsmuseet.dk