Fra den 15. november transformeres Apostelkirken hver nat, når mørket falder på til et værn mod nattens mørke og elementernes rasen. Bænkerækker vendes, lagener ophænges imens madrasser og varme dyner skaber sovepladser i kirkesalen. Det oplyses i deres seneste nyhedsbrev.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Her får hver gæst sit eget aflukke, som de for en tid kan kalde for deres eget. Gæsten garanteres samme aflukke aftenen efter, hvis de ønsker det. Når gæsterne ankommer, mødes de af synet af et veldækket bord med dampende varm suppe og masser af brød. Gæsterne overnatter i kirken og forlader først, når de har spist morgenmad.

Vendepunktet har gennem en årrække tilbudt husly til hjemløse. Samarbejdet med Apostelkirken har været et forsøg på at skabe en smule stabilitet midt i det kaos, der ofte følger med et hjemløst liv.

Hvis du har mod på at vise nattens gæster værdighed og agere suppekok, skal du kontakte dem. Send en mail her eller fang dem på tlf. 30350464. Der er igen i år et stort behov for frivillige til at drive projektet. Som nattevagt møder du kl. 21 for at varme suppe og dække bord. Gæsterne ankommer kl. 22 og går igen næste morgen kl. 7. Du overnatter i et nabolokale til kirkesalen. Projektet løber fra den 15. november til den 1. april.

Del på sociale medier