Giv os dit juletræ, så det kan blive til kompost i stedet for at ryge til forbrænding . For når træet er blevet vist, spist og al pynten er pakket væk, så kan dit juletræ stadig gøre nytte. Det skriver Københavns Kommune i et opslag på deres Facebookside.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Ligesom de foregående år indsamler de juletræerne, så de kan blive genanvendt og lavet om til kompost. Sidste jul indsamlede de 254 ton juletræer i løbet af december, januar og februar måned. Det svarer til ca. 39.000 juletræer. Husk, at der hverken må være pynt eller fod på juletræet, når du afleverer det.

Jeres vicevært eller affaldsansvarlige udpeger en opsamlingsplads, hvor alle beboere skal stille deres juletræer samlet – det kan fx være ved et storskraldsrum eller lignende. Når juletræerne er stillet samlet, så skal den affaldsansvarlige bestille afhentning på den digitale selvbetjeningsløsning Nem Affaldsservice på www.kk.dk/affald.

Der er åbent for bestilling af afhentning fra mandag den 14. december til d. 8. februar 2021. Juletræer hentes separat til og med den 12. februar.

Hvis du bor i villa har du en fast afhentningsdato, som kan ses i Nem Affaldsservice. Juletræet skal stilles ud til fortov inden kl. 6 om morgenen den pågældende dag.

Der hentes kun juletræer fra villaer i januar, men du kan selvfølgelig altid aflevere dit juletræ på en af byens 13 genbrugsstationer.

Del på sociale medier