Sundhedsstyrelsen har opdateret beskrivelsen af, hvornår det er særligt vigtigt at blive testet for ny coronavirus, og i hvilke situationer man kan overveje en hurtigtest. Det oplyser de i en pressemeddelelse.

Det er helt afgørende at finde personer, der er smittet med ny coronavirus, hurtigt, for at have kontrol med epidemien i Danmark. Jo hurtigere man ved, at man er smittet med coronavirus, jo hurtigere kan man gå i selvisolation og give de nære kontakter besked. På den måde stopper vi sammen smittekæderne, og undgår, at smitten spreder sig mere.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Du bør blandt andet blive testet, hvis du udvikler symptomer på COVID-19, er nær kontakt eller skal testes for at forebygge et udbrud. Her er det vigtigt, at du booker en test gennem det etablerede system, så du får foretaget den såkaldte PCR-test. Det er en meget sikker test til at fastslå, om du er smittet her og nu. I boksen nedenfor kan du se, hvornår man selv kan booke tid til test på coronaprover.dk og hvornår man skal ringe til sin egen læge.

En test for ny coronavirus er kun et øjebliksbillede. Brugen af test kan derfor ikke erstatte de generelle anbefalinger om afstand, at hoste i ærmet med videre.

”Selvom du passer på, kan du godt være uheldig at blive smittet kort efter, at du har taget testen. Det er derfor, det er vigtigt at blive hjemme, hvis du har symptomer eller føler dig syg. Hvis du mødes med andre i sociale sammenhænge, så hold dig til at mødes med få personer og sørg for, at det er de samme personer, som du mødes med,” understreger Helene Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen.

Situationer, hvor test kan overvejes
Der er også en række andre situationer, hvor du kan overveje at blive testet. Det er blandt andet, hvis du skal besøge en person, der er i øget risiko for et alvorligt forløb med COVID-19 eller forud for en bestemt begivenhed.

”Vi får mange spørgsmål om, hvorvidt det er en god ide at blive testet op til jul. Hvis man er bekymret for, om man er smittet, eller hvis man skal være sammen med nogen, der er i særlig risiko, kan man godt blive testet. Det kan give en ekstra beskyttelse. Men det er vigtigt, at man husker, at en test ikke kan erstatte håndhygiejne, afstand og udluftning. Og hvis man får symptomer, efter at man er blevet testet, så skal man blive hjemme,” siger Helene Probst.

Hvis man gerne vil testes forud for en begivenhed, kan man godt anvende en hurtigtest, også kaldet en antigentest. Det gode ved en hurtigtest er, at man kan få svaret hurtigt og derfor kan man blive testet lige før, begivenheden finder sted. Derudover kræver det ikke meget oplæring hos personalet, der skal foretage testen.

Man skal dog være opmærksom på, at hurtigtest ikke er lige så præcise som en PCR-test og man kan godt være smittet, selvom hurtigtesten viser noget andet. Derfor bør man ikke anvende en hurtigtest forud for et besøg hos en person i øget risiko for et alvorligt forløb ved COVID-19, fx et ældre familiemedlem, hvis man vil være helt sikker på, at man ikke er smittet.

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet et notat, der beskriver, hvilke situationer man kan anvende hurtigtest mere systematisk. Hurtigtest kan anvendes til at finde smittede, man ellers ikke ville finde og på den måde øge kontrollen med epidemien. Udviklingen inden for området går stærkt og Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut er aktuelt i gang med at se på, hvordan det systematisk skal tages i brug i Danmark.

For at øge kontrollen med epidemien kan det fx overvejes som et screeningstiltag blandt medarbejdere i virksomheder, hvor man ikke kan undgå at være tæt på hinanden, forud for kulturbegivenheder som fx en teaterforestilling eller steder, hvor man bor tæt sammen fx på kollegier. Sundhedsstyrelsen forventer at kunne offentligøre mere information om dette i den kommende uge.

Se notatet med de sundhedsfaglige anbefalinger vedr. anvendelsen af hurtigtest:

Anbefalinger vedrørende anvendelse af antigentest

Du bør testes, hvis du:

  • har symptomer på COVID-19
  • er nær kontakt til en person, der er smittet med ny coronavirus
  • er udpeget som anden kontakt
  • får at vide, at du skal testes som led i smitteopsporing ved udbrud, for eksempel på grundskoler, i daginstitutioner, på plejecenter m.v.
  • får besked på, at du skal testes af en behandlende læge eller tandlæge forud for fx indlæggelse, behandling eller undersøgelse.

Du kan overveje at blive testet, hvis du:

  • skal besøge personer i øget risiko for et alvorligt forløb med COVID-19, for eksempel hvis du skal besøge et ældre familiemedlem på et plejecenter
  • har et særligt ønske, om at blive testet, fx forud for en bestemt begivenhed.

Husk

Du skal altid ringe til din læge:
  • hvis du har symptomer på COVID-19, og føler dig så syg, at du gerne vil tale med en læge
  • hvis du er bekymret eller i tvivl
Du kan selv booke tid på coronaprover.dk:
  • hvis du har symptomer, der kunne være COVID-19, men ikke føler dig så syg, at du har behov for at tale med din læge
  • hvis du ønsker en test af anden årsag
Du skal kontakte Coronaopsporing, Styrelsen for Patientsikkerhed
  • hvis du er testet positiv for ny coronavirus og fx har brug for hjælp til at finde dine nære kontakter
  • hvis du er nær kontakt.
Del på sociale medier