Hen over jul og nytår producerer københavnerne store mængder affald og meget ender i de forkerte beholdere. Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Julen er hjerternes fest. Men det er også en affaldsfest med gavepapir, papkasser, juletræer, elektronik og enorme mængder emballage og madaffald, der skal sorteres, når det smides ud. Men det er langt fra alt affald, der bliver sorteret, viser en undersøgelse fra Københavns Kommune.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Selvom mere end 80 % af københavnerne er positivt stemte over for affaldssortering, angiver knap 1/3 af byens borgere, at de ikke sorterer bioaffald. Det endda selvom der siden 2017 er uddelt mere end 370.000 grønne køkkenkurve til netop det formål. Alene i 2019 endte knap 35 % af københavnernes genanvendelige bioaffald i restaffaldsbeholderne. Det svarer til 38.000 tons bioaffald. 11.500 tons plast røg samme vej.

– Julen er en dejlig højtid, men den er også enormt forbrugstung, og det belaster klimaet. Hvis vi alle sammen sorterer vores affald, bliver materialerne genanvendt, og vi får reduceret CO2-udledningen. På den måde kan vi hjælpe hinanden med at nå målet om, at København skal være CO2-neutral i 2025, siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).

Hvis de mange tusinde tons mandarinskræller, andefedt og andet bioaffald, vi producerer i julen, bliver sorteret korrekt, ender affaldet som biogas og gødning på markerne. Når bioaffaldet smides i restaffaldsbeholderne, ender det på forbrændingen, og selvom det her bliver til både el og varme, går vigtige næringsstoffer op i røg i processen. Næringsstoffer, som ville have gjort mere gavn i landbrugsjorden. Den manglende sortering af bioaffald er derfor en udfordring for både klimaet og Københavns Kommunes ambitiøse mål om 70 % affaldssortering inden 2025.

– Københavnerne vil gerne sortere, hvis vi gør det nemt. Pap-beholderne bliver hurtigere fyldt hen over julen, og derfor sætter vi ind med ekstra tømninger, ligesom vi giver københavnerne mulighed for at komme af med deres juletræ til kompost, siger Ninna Hedeager Olsen.

I et forsøg på at få endnu flere til at affaldssortere korrekt hen over jul og nytår, skruer Københavns Kommune i de kommende uger op for vejledning til, hvordan man sorterer sit affald, og hvordan man kommer godt i gang med et eventuelt nytårsforsæt om at sortere mere.

På kommunens sociale medier skal videoer, billeder og quizzer styrke københavnernes bevidsthed om korrekt affaldssortering. Indsatserne er især rettet mod de 18-34-årige. Særligt denne gruppe har en holdning til gerne at ville sortere, men får alligevel ikke sorteret nok af deres affald.

Syv typiske sorteringsudfordringer i julen og hvordan du håndterer dem

Papir

Reklamer, gavepapir, magasiner, tilbudsaviser, konvolutter mm sorteres som papir. Papir kan genanvendes mindst seks gange.

Pap

Klap det godt sammen, så papbeholderen ikke fyldes hurtigere end nødvendigt. Pap kan genanvendes mindst seks gange.
Sammensat emballage af fx plast og pap (ex børnenes julekalender) skilles ad og sorteres som plast og pap.
Klistermærker, labels og klips er ok på dit sorterede pap, papir, glas og plast. Du behøver heller ikke vaske emballage fra mad, bare tøm det så godt, du kan.

Plast

Du behøver ikke vaske det rent, før du sorterer det. Sortér evt. i en plasticpose, som du tømmer ud i beholderen

Bio-affald

Få bioposer og køkkenkurv til sortering – se hvor eller bestil bioposer m.m.

Juletræet

Juletræret bliver hentet og komposteret, hvis du bor i villa og rækkehus – tjek din hentedato i NemAffaldsservice.
Bor du i lejlighed, skal din vicevært bestille afhentning og fortælle hvor du skal stille dit træ.