Fra den 10. december 2020 indfører kriminalforsorgen en række nye restriktioner i blandt andet fængsler og arrester for at begrænse COVID-19 smittespredningen. Det skriver Kriminalforsorgen i en pressemeddelelse

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Kriminalforsorgen indfører nu en række nye landsdækkende tiltag i blandt andet landets fængsler og arrester for at begrænse risikoen for smittespredning af COVID-19. Det sker på baggrund af den generelle smitteudvikling i hele landet, de aktuelle smitteforekomster i kriminalforsorgens institutioner og de hidtidige erfaringer med håndtering af smittespredning. De nye restriktioner supplerer kriminalforsorgens eksisterende beredskaber for COVID-19, og de forventes foreløbigt at være gældende indtil starten af det nye år, hvor effekten af indsatserne skal vurderes.

En lang række aktiviteter vil blive suspenderet, idet det som udgangspunkt kun vil være ansatte, der løser kritiske opgaver, der skal møde på arbejde. De indsattes mulighed for besøg og udgang vil hen over jul og nytår blive begrænset, ligesom restriktionerne omfatter et tilsigelsesstop. Det betyder, at kriminalforsorgen indtil videre ikke indkalder dømte, der skulle møde til afsoning fra fri fod. Alle initiativer iværksættes for at minimere trafikken ind i fængslerne og for at skabe bedre mulighed for, at indsatte, der udviser symptomer eller bliver syge, kan holdes adskilt fra andre indsatte og medarbejdere.

”Fængsler og arrester er særligt sårbare i forbindelse med pandemien. Det kan have store og alvorlige konsekvenser, hvis vi ikke har styr på smitten inden for murene. Det kan skabe meget alvorlige udfordringer i forhold til bemandingen og dermed sikkerheden, ligesom større smitteudbrud er vanskelige at håndtere i et fængsel eller arresthus. Derfor indfører vi nu en række nye restriktioner i kriminalforsorgens institutioner. Den udvikling, vi har set i fængsler og arresthuse de seneste uger er alarmerende, og vi bliver nødt til at reagere nu”, siger Ina Eliasen, direktør i kriminalforsorgen.

De nye restriktioner indebærer blandt andet, at indsatte i fængsler og arrester fra den 10. december højest kan få besøg af tre nærtstående personer. De indsatte har derudover ikke mulighed for at komme på udgang, dog med undtagelse af udgang til familien i forbindelse med jul og nytår, for de indsatte, der har tilladelse til det. De indsattes beskæftigelsesmuligheder bliver også begrænset, så de kun afvikles i de tilfælde, hvor det er muligt at gennemføre sikkert under hensyn til smittebegrænsning.

”Vores fokus er at få minimeret risikoen for smitte i fængsler og arrester. Samtidig forsøger vi at tage hensyn til, at det er særligt indgribende at begrænse både besøg og udgang hen over julen. Det er afgørende vigtigt, at indsatte kan opretholde f.eks. kontakten til deres børn i forbindelse med særlige højtider, og derfor har vi besluttet, at der er mulighed for komme på udgang i forbindelse med jul og nytår – hvis man er en af dem, der allerede har en tilladelse til udgang,” siger Ina Eliasen, direktør i kriminalforsorgen.

Følgende restriktioner iværksættes blandt andet i landets fængsler og arrester, og de gælder foreløbigt fra den 10. december:

  • Retten til fællesskab: Indsatte, der udviser smitteindikationer, bliver afskåret fra retten til fællesskab, ligesom al personkontakt og adgang til fællesfaciliteter begrænses.
  • Udgang: De indsatte har ikke mulighed for at komme på udgang. Dog kan de afvikle én samlet periode med udgang i forbindelse med jul og nytår, såfremt de allerede har tilladelse til udgang. Der er desuden mulighed for at afvikle opsparede udgange i forbindelse med udgang i julen og nytåret.
  • Besøg: Der er allerede indført en begrænsning i de indsattes mulighed for at modtage besøg af venner og bekendte. Indsatte kan få besøg af maks. tre nærtstående personer (eller personer der kan sidestilles hermed), som allerede har eller måtte få en besøgstilladelse. Nu indføres en begrænsning ved, at det kun er tre navngivne personer, som indsatte kan få besøg af.
  • Beskæftigelse: Muligheden for beskæftigelse i fængsler og arrester begrænses.
  • Misbrugsbehandling, uddannelse og programvirksomhed: Alle aktiviteter suspenderes som hovedregel. Misbrugsbehandling gennemføres så vidt mulig telefonisk. Eksaminer aflyses og erstattes af standpunktskarakterer.
  • Kompenserende tiltag: Så vidt de lokale forhold tillader det, vil fængsler og arrester kompensere for de begrænsede muligheder ved: Mest mulig telefonadgang (hvis den indsatte har ret hertil), flere indsatte på selvstudium (uden IT), børneansvarligordning (bortset fra besøgsdelen), øget gårdtur (så vidt muligt med maks. 10 i hver gruppe), mulighed for at leje spillekonsoller. Lokalt tilstræbes det desuden at tilrettelægge andre aktiviteter.
  • Anvendelse af private mobiltelefoner i åbne fængsler: Indsatte i åbne fængsler kan gives tilladelse til at anvende egne mobiltelefoner til at foretage videoopkald til nære pårørende.
  • Tilsigelsesstop: Der iværksættes et tilsigelsesstop for dømte, hvilket vil sige, at kriminalforsorgen fra denne dato og indtil videre ikke indkalder dømte, der skulle møde til afsoning fra fri fod.

For pensioner og Kriminalforsorgen i Frihed gælder fra den 10. december 2020 blandt andet:

  • Pensioner: Besøg kan gennemføres efter de almindelige regler herfor, og al intern beskæftigelse kan afvikles på sædvanlig vis under hensyn til gældende sundhedsmæssige anbefalinger. Udgang kan gennemføres efter de almindelige regler herfor. Anvendelse af træningsfaciliteter suspenderes.
  • Kriminalforsorgen i Frihed: Der iværksættes indtil videre et tilsigelses- og iværksættelsesstop for dømte, som skulle afsone med fodlænke. Etablering og afvikling af samfundstjeneste suspenderes indtil videre. Disse restriktioner træder i kraft den 11. december.