Fødevarebranchens levende og sanselige fagmesse Madværkstedet åbner på tirsdag i Lokomotivværkstedet i København. De besøgende kan se frem til at hente værdifuld viden og ny inspiration fra de 155 udstillere, som medbringer flere end 170 produktnyheder.

Der bliver rig mulighed for både at se, dufte, røre og selvfølgelig smage på en lang række fødevarer, når Madværkstedet 26.-27. marts inviterer branchen inden for i Lokomotivværkstedet i København til to dage med fokus på produktnyheder.

Madværkstedet finder sted 26.-27. marts 2019 i Lokomotivværkstedet i København. Foto: MCH/Tony Brøchner.

Selvom det kun er anden gang, at messen afholdes, har den populære messe været udsolgt siden begyndelsen af februar, og med flere end 170 nyheder fordelt på messens 155 udstillere kan de besøgende blandt andet se frem til at opleve nye produkter fra Premier Is, Dr. Oetker, Bornholms Mosteri, Royal Greenland og ISH Spirits.

– Vi glæder os til endnu en gang at kunne invitere branchen indenfor til to dage med masser af vidensdeling og networking. Madværkstedet kommer til at bugne af spændende udstillere og produktnyheder, så uanset om man kommer fra en kantine, restaurant, café eller et hotel, kan man forvente at opleve et bredt udvalg af produkter fra både nye og velkendte nonfood- og fødevareleverandører, siger Carina Høgsted Kirkegaard, projektleder i MCH Messecenter Herning, som arrangerer Madværkstedet i samarbejde med brancheforeningen MLDK – Mærkevareleverandørerne.

Kom tæt på produkterne.
Foruden de 155 udstillere bliver der også rig mulighed for at hente inspiration og ny viden på Madværkstedets trendområde, Det Levende Madværksted. Her får messens udstillere via ti daglige sessioner mulighed for at brillere i showkøkkenet, hvor de hver får 25 minutter til at underholde, vejlede og inspirere de besøgende med netop deres produkter.

På scenen kan de besøgende opleve Jesper Vollmer, kok og ejer af koncepthuset RÅ på Bornholm, som blandt andet vil lave en ret, som afspejler måden, han tænker på, samt fortælle mere om sit opskriftsunivers KlubRå. De besøgende kan samtidig se frem til at opleve Foodpeople, som lader tre stjernekokke trylle med deres brød og bagværk fra Il Fornaio, Jalm&B og Trianon, samt vingrossisten Oskar Davidsen i selskab med en professionel bartender, som vil arbejde med cocktails med Davidsen Rom. Desuden bliver der også flere veganske præsentationer fra blandt andre Solhjulet, som vil introducere lækre årstidsgrøntsager og alternativer til kød målrettet cafébranchen.

Se programmet for Det Levende Madværksted.