Danmarks Biblioteksforening, Dansk Folkeoplysnings Samråd og Frirummet føler et ansvar for at styrke den demokratiske samtale – også den digitale. I en tid, hvor mange sidder meget alene foran en skærm, vil de skabe alternativer til hidsige kommentarspor, breaking news og konfliktunderholdning.

Hver uge i marts inviterer de derfor til ”Folkeoplysende Frirumsdebatter” – et digitalt rum med debat, der giver plads til tvivl og dilemmaer og først og fremmest handler om én ting. Det handler om at blive klogere.

Debatterne foregår på Zoom og er gratis. Tilmelding via Nemtilmeld.

Oplev følgende debat onsdag d. 17. marts: 

2020 blev året, hvor #meetoo for alvor kom på dagsordenen – ikke mindst i avisernes ‘breaking’-bjælker. Det hele startede med Sofie Lindes afsløring af, hvordan en chef havde bedt hende om en seksuel ydelse mod at sikre hende en fremtid i medieverdenen – og så gik det løs. Den ene sag efter den anden nåede avisernes forsider, og de sociale medier brød i brand. Flere mænd fra særligt det politiske miljø og medieverdenen blev enten fyret eller forlod egenhændigt deres poster. Men nogle råbte også vagt i gevær. For hvor var retssikkerheden for de offentligt anklagede mænd, og hvilken rolle spiller de sociale mediers folkedomstol i debatten? Kan man tale om, at der både skal tages hensyn til retfærdighed og retssikkerhed i opgøret med seksuelt krænkende magtmisbrug eller er det enten/eller?

Debattører: Sørine Gotfredsen (Præst, debattør) og Camilla Søe (Initiativtager til #enblandtos)

Debatpilot: Søren Sinnbeck fra Idrætshøjskolen i Aarhus

Læs mere og tilmeld dig her

Foto: ABW
Del på sociale medier