Cyklistforbundet fejrer FN’s mærkedag Verdens Cykeldag og kalder (el)ladcyklen for en gamechanger, som kan hjælpe ikke mindst virksomheder med at flytte opgaver fra bil til cykel. Det oplyser Via Ritzau i en pressemeddelelse.

Foto ABW

– Det gør en kæmpe forskel for et land, om der er mange eller få cyklister. Cyklisme forbedrer vores sundhed, giver os renere luft og bedre byer. Der er god grund til at fejre Verdens Cykeldag den 3. juni – og se, om vi kan gøre det lidt bedre, siger direktør i Cyklistforbundet Klaus Bondam.

Paraplyorganisationen European Cyclists’ Federation præsenterer i anledning af Verdens Cykeldag 2021 rapporten ‘The benefits of cycling – unlocking their potential for Europe’. Rapporten dokumenter otte fordele ved cyklisme og otte veje at gå, når transportområdet skal ændres henimod en sundere, grønnere og mere bæredygtig retning.

Se rapporten på www.cyklistforbundet.dk/verdenscykeldag2021

Cykelvæksthuset hjælper virksomheder
For eksempel kan (el)ladcykler erstatte en stor del af både private og erhvervsmæssige bilture i byområder: 23-25% af den erhvervsmæssige vareudbringning kan erstattes med ladcykler.

Det samme gælder for 50% af turene inden for erhvervsmæssige service- og vedligeholdelsesopgaver samt helt op til 77% af private ture brugt på transport af børn, indkøb og fornøjelser.

– El-ladcyklen er en gamechanger, som for mange private kan erstatte bil nr. to, og som for mange virksomheder giver helt nye muligheder for at nedbringe brug af bil. Vi kan kun opfordre ikke mindst virksomheder til at undersøge de nye muligheder, siger Klaus Bondam.

Cyklistforbundet tilbyder i regi af Cykelvæksthuset gratis rådgivningsforløb til virksomheder, der ønsker at flytte medarbejdere og opgaver fra til bil til cykel.