Tid betyder noget forskelligt for os alle. Søndag den 16. august betyder din tid alt for os, der er berørt at kræft. For kræft holder ikke pause under corona. Der er mere end nogensinde brug for dig. Meld dig som indsamler til Kræftens Bekæmpelses landsindsamling og brug tre timer på at samle ind. Så støtter du mennesker ramt af kræft, livsvigtig forskning og forebyggelse af kræft. Det oplyses i en pressemeddelse.

For min bedste ven. For min mor. Fordi jeg fik hjælp. For kræftforskningen. Det personlige budskab er i centrum, når Kræftens Bekæmpelse søndag den 16. august holder landsindsamling. Vi har alle sammen en grund til at vise flaget for kræftsagen, og igen i år kan de mange tusinde indsamlere skrive deres grund til at samle ind på et flag, som kan sættes på tøjet eller tasken.

– Kræft holder ikke pause, selv om corona er dukket op. Hver tredje dansker får kræft, så de fleste af os får sygdommen tæt ind på livet på et eller andet tidspunkt. Derfor har vi brug for din hjælp til at samle ind til kræftsagen. Mange indsamlere har en personlig grund. Nogle har mistet familiemedlemmer eller venner, andre vil gerne støtte forskningen. Og en del har selv kræft. Vores erfaring er, at det lille flag kan være med til at gøre indsamlingen mere personlig, siger Bianca Fuglsang, som er indsamlingsleder på Vesterbro.

Flaget bliver udleveret sammen med indsamlingsbøtterne. Bianca understreger, at det er helt frivilligt, om man vil bruge det.

Derfor er din støtte vigtig.
De penge, der kommer ind ved landsindsamlingen, går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med at yde gratis rådgivning og støtte til patienter og pårørende, til forskning og forebyggelse. Netop rådgivning har der været endnu større efterspørgsel på under corona.

Overskuddet fordeles med 62 pct. til forskning, 17 pct. til patientstøtte, 18 pct. til forebyggelse og 3 pct. til administration.

Kun tre procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige. Resten af indtægterne er afhængige af dig og andre, der vælger at støtte sagen, og som samtidig er med til at sikre, at færre får kræft, at flest muligt overlever kræft, og at mennesker ramt af kræft får et godt liv med eller efter kræft. – Uanset hvilken grund man har, håber jeg, at rigtig mange vil bakke op om landsindsamlingen. Enten ved at give et bidrag eller ved selv at gå ud med indsamlingsbøtten, siger Bianca.

Alle kan melde sig som indsamler til Kræftens Bekæmpelses landsindsamling. Unge under 18 år skal gå to og to, mens børn under 13 år skal følges med en voksen. Du kan dele din oplevelse på sociale medier med #Visflaget.

Meld dig som indsamler på 7024 2020 eller gå ind på www.indsamling.dk

Foto: Kræftens Bekæmpelse

Få yderligere information hos Bianca på telefon 20767170.